Udstilling af døde og lemlæstede - Dokumentar eller dødsporno?

På YouTube kan man se videoklip med » Gaddafis lemlæstede lig. På mig virker det voldsomt og markabert.

Da prinsesse Diana forulykkede i sin bil, blev der også bragt billeder af hende i kvæstet tilstand i nogle nyhedsmedier.

På et tidspunkt så jeg i en nyhedsudsendelse, at nysgerrige mennesker er et stigende problem for falckreddere og politi på ulykkessteder. I udsendelsen blev der vist, hvordan der blev brugt afskærmninger for at beskytte døde og tilskadekommende fra kameraer og nysgerrige blikke.

Dokumentar eller dødsporno?
Hvor går grænsen mellem, hvornår noget er dokumentar og virkelighedsinteresse – og hvornår kammer det over og bliver udstillende beskuelse i en form for spændingsunderholdning?

Der er selvfølgelig de etiske hensyn at vise for de døde, de kvæstede – og deres pårørende. Det hensyn vejer, synes jeg – tungt.

Men er det nødvendigt for dokumentarens skyld, at vi ser disse nærgående billeder af døde og kvæstede? Bliver krig mere ægte og bedre beskrevet, når vi ser billeder af lig?

Og er det sundt?

Er det sundt?
Er det sundt for os, at få død og lemlæstelse serveret i en eksponeret nyhedsudgave?

Der har gennem tiden været meget kritik af, at børn og unge ser voldsfilm. Det giver dem et forkrampet og uvirkeligt forhold til vold og død. Hvad med virkelighedens død og vold?

Er det sundt at se videoklip af Gadaffis lig, der bliver vist frem som et trofæ?

Påvirker det synet på vold og død i en negativ retning?