Jeg blev født midt i en snestorm. Min far måtte hente jordmoderen med traktor. Det var det eneste køretøj, der kunne kæmpe sig gennem snedriverne. Men frem kom de – min far og jordmorderen. Og til verden kom jeg :P – midt i en snestorm, der lukkede "hele samfundet" – derude på landet, hvor mine forældre boede, da jeg kom til verden.
Den historie kan jeg dog ikke selv huske – den har jeg fået fortalt af mine forældre…
Men der er andre vinterhistorier, som jeg husker…
Et år, hvor jeg havde været på julebesøg hos familien i det nordjyske, tog jeg bussen tilbage over vandet til den modsatte ende af landet.
Der havde der også været et kraftigt snevejr. Det var ved at stilne lidt af. Det var en ufattelig smuk tur gennem det sneklædte landskab. På et tidspunkt midtjysk, var det ved at gå galt. Pludselig begyndte bussen at zig-zagge fra den ene vejside til den anden. "Hjertet røg op i halsen" på mig – og jeg nåede lige at tænke: At om lidt så triller vi rundt nede i vejgrøften.
Men det gjorde vi ikke. Efter nogle slingreture, fik chaufføren bussen rettet op. Kort efter lød det på "solidt" nordjysk over højtaleren: Nåååh – der er nok nogen, der er glade for, at jeg har været på glatførekursus? Og jow. Det var der. Der var sådan cirka en hel bus fyldt med passagerer, der var meget glade for det...
Derefter fortsatte det med sneglefart ned gennem det smukke vinterklædte landskab…
Der er noget med sne og transport, der ikke går sådan helt godt i spænd. Men engang imellem gør det ikke så meget. Det kan også være en kærkommen anledning til at sætte tempoet lidt ned, og nyde den fredfyldte stilhed – der præger det hvidklædte samfund.
Da jeg arbejdede som nattevagt, var der også en snelukket periode. Jeg boede ikke så langt væk, så der var ikke længere end jeg kunne gå. Det tog godt nok en mindre "krig" på omkring en times tid. Men jeg startede hjemmefra i god tid, og fik hurtigt varmen af at slæbe mig gennem 30-40 centimeter nyfalden sne på de uryddede fortove.
Jeg faldt i mine egne tanker, mens jeg travede derudad med frosten bidende i kinderne. Da jeg "vågnede op", og skulle se hvor langt jeg var kommet – havde jeg for længst passeret mit mål. Så måtte jeg vende omkring og tage turen tilbage igen. Det var ikke helt planen, med den ekstra forlængelse af turen – men sådan er det nogen gange – når det går godt – så kan man godt glemme tid og sted...
Gad vide om vi får hvid jul i år?
Det vil være så smukt – og hyggeligt…
Vinter på landet…
...
...
…i byen…
...
...
…ved vandet…
...
...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar